Kommentar
Når en persons argumenter mødes af fakta, og fakta preller af på personen, er denne ’fakta-resistent’. Akkurat som dengang i 1800-tallet, hvor minister Søren Kjær sagde: Hvis det er Fakta, saa benægter a Fakta.
De berømte ord giver genklang i dag i Gellerup, hvor kvindesvømningens tilhængere oplever, hvordan en række politikere argumenterer i den vanvittigt lille sag om tre timers offentlig kvindesvømning hver lørdag med nedrullede gardiner.
Når kvinderne i en brugerundersøgelse dokumenterer: ”Vi er ikke undertrykte, vore mænd bestemmer ikke, hvad vi må, og det er god integration, når kvinder fra mange forskellige bydele og trosretninger mødes.” Ja, så lyder svaret fra værdi-politikerne:
”Kvinderne er undertrykte, mænd bestemmer over deres koner, og kønsopdelt svømning er et skridt væk fra integrationen.”

Hvor er dokumentationen?
Kvindesvømmernes venner har gang på gang efterlyst dokumentation for, at kvinderne er undertrykte. Den har vi til gode at se.
Peder Udengaard og Hüseyin Arac, begge socialdemokrater, skrev i et indlæg:
”Det er en principiel sag, der handler om, at vi som kommune ikke kan indrette offentlige tilbud, der understøtter religiøse motiver.”
Venstres Gert Bjerregaard er lige så fakta-resistent:
”I Gellerupbadet handler det om, at nogen vælger at stå udenfor vores samfund. De kvinder får at vide, at de ikke må på grund af deres religion. Det skaber et parallelsamfund.”
Hatten af for svømmevennerne, som gør et kæmpearbejde for ikke at miste et 13 år gammelt tilbud, som i den grad har gavnet integrationen og givet kvinderne et forløsende frirum.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.